CAMPUS CARLSBERG SLÅR DØRENE OP

Fredag 2. september er der officiel indvielse og mandag d. 5. september slår Campus Carlsberg dørene op for ca. 10.000 nye studerende og 800 ansatte.

Læs om indvielsen på UCCs hjemmeside

UCC samler alle deres uddannelser i Københavnsområdet i en nybygget campus i Carlsberg Byen. Campus Carlsberg bliver Nordeuropas største uddannelses- og forskningsmiljø på det pædagogiske område og UCC samler uddannelser til pædagog, lærer, tekstilformidler, tegnsprogstolk og pædagogisk assistent, efter- og videreuddannelse, forskning inden for skole-  og dagtilbudsområdet, Studiecenter, Center for Undervisningsmidler (CFU) og fagbibliotek for UCC’s uddannelser på Carlsberg. Campus Carlsberg har et bruttoareal på ca. 57.000 kvadratmeter fordelt på otte etager og er placeret ved den nyåbnede S-tog station, Carlsberg.

Læs mere om Campus Carlsberg på UCCs hjemmeside

JJW ARKITEKTER DEL AF BYGHERRERRÅDGIVERTEAM
Sammen med D|K2 og Balslev rådgivende ingeniører har JJW Arkitekter gennem de seneste 5 år været bygherrerådgivere for UCC. Rådgivertrioen har med afsæt i et tidligere udarbejdet byggeprogram bl.a. stået for brugerinddragelsesproces og udarbejdelse af program. Derudover har JJW Arkitekter været ansvarlige for strategier for design, kunst og skiltning, samt design af specialinventar og indretning af undervisningsmiljøer, fagmiljøer for undervisere, konsulenter og forskere og de administrative miljøer.

PROCESSTRATEGI – 10 LAG, DER KÆDER CAMPUS CARLSBERG SAMMEN
Anja Toxværd Larsen, rumdesigner MDD, har været JJW Arkitekters sagsarkitekt på projektet.

“UCC har gennemgået en omfattende og kompleks forandringsproces, og at bidrage til at samle UCCs uddannelser i et stort og innovativt uddannelses- og forskningsmiljø har været en utrolig spændende og interessant opgave. En af de centrale målsætninger har været at sikre en fælles identitet, så de studerende, underviserne, forskerne og TAPerne føler, at de er en del af helheden og samtidig bibeholder deres faglighed. For at nå i mål har vi fra starten arbejdet designstrategisk og udviklet et procesredskab, der kæder det hele sammen.”

 

Procesredskabet indeholder 10 lag, der bygger videre på arkitekturen. Lagene repræsenterer hver et tema, der sammenkæder Campus Carlsberg projektet. De 10 lag er Program, Byggeri, Designstrategi, Fast Inventar, Løst Inventar, Kunst, Grafik, Wayfinding, Pilotprojekter samt Forandringsproces og Kobling. Proces og output blev implementeret i tæt samarbejde med UCC og byggeriets øvrige aktører.

Udover at være bygherrerådgivere har JJW Arkitekter også været ansvarlige for landskabsprojektet. Ligesom inde i bygningen er tre taghaver udformet som inspirerende og indbydende miljøer til ophold og læring. De er indrettet med temaer – forsøgs/ dyrkningshave, aktivitets- samt sansehave ligesom de har udsigt over byen. Fire taghaver på forskellige etager centralt i bygningen er let tilgængelige og frodige pause- og mødesteder. Alle taghaver bidrager til at kæde Campus Carlsberg sammen i et attraktivt, dynamisk ude- indemiljø.

FAKTA CAMPUS CARLSBERG
Projekt: UCC Uddannelsesbyggeri
Periode: 2011 – 2016
Areal: 57.000 m2
Bygherre: UCC
Totalentreprenør: NCC
Arkitekter:  Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Christensen & Co arkitekter, Cobe arkitekter, Nord arkitekter og Effekt
Bygherrerådgivere: Byggeri: Arpe & Kjeldsholm / Indretning og proces: D|K2, Balslev rådgivende ingeniører og JJW Arkitekter

01/09/16

Henter Billede