DIGITAL RENOVERING AF HØRGÅRDEN

Renoveringen af plejecentret Hørgården er i fuld gang. NCC er totalentreprenør på projektet, der er det første renoveringsprojekt, hvor NCC benytter VDC – Virtual Design and Construction – i alle faser.

NCC har i samarbejde med JJW Arkitekter udarbejdet BIM-modellen, der danner grundlag for projektet. BIM-modellen betyder, at kollisionskontrol, 4D plan-lægning, mængdeudtræk, kalkulation og projektgranskning med mere foregår i den digitale 3D-model. Boligforeningen 3B er bygherre på projektet, der består af 189 boliger med et samlet areal på 17.820 m² og et budget på 305 millioner kroner.

VELFÆRDSTEKNOLOGI OG ENERGIKLASSE 2020
Hørgården er opført i 1974 som en del af Urbanplanen. Hørgården består af tre blokke i fem etager, der nu gennemrenoveres. Det færdige projekt tilgodeser kravene i energiklasse 2020 og er udviklet med fokus på integrationen af velfærdsteknologiske løsninger samt energioptimering. Beboerne får nye lyse og rumlige boliger, mens personalets arbejdsmiljø forbedres.

Projektet omfatter blandt andet udskiftning af facaderne, ligesom der etableres bolig- og fællesaltaner, så beboerne får mere udeliv. Begrønnede tagflader og trævinduespartier tilfører omgivelserne kvalitet og ro, mens et fælles spise- og aktivitetshus forbindes med den kommende aktivitetshave og grønne sti-forbindelser og på denne måde inviterer lokalområdet indenfor på området.

ARTIKEL I DAGENS BYGGERI
Seneste udgave af Dagens Byggeri bringer en artikel om, hvordan digitalisering spiller en afgørende rolle i forbindelse med renoveringen af Hørgården. Læs artiklen her.

OPFØRELSE OG RENOVERING AF PLEJEBOLIGER
JJW Arkitekter har mange års erfaring med opførelse af nye og renovering af eksisterende plejeboliger.

Farum Midtpunkt: Aktuelt er vi ved at færdiggøre ombygningen af Blok 12 og Blok 13 i Farum Midtpunkt fra familieboliger til plejecenter og bofællesskab, ligesom vi ombygger et mindre antal familieboliger til nye og mere udlejningsvenlige boliger.

Fælledgården: Plejecenteret Fælledgården er indstillet til Renover 2015-prisen. Læs mere på Renovers hjemmeside. 

13/04/15

Henter Billede