EN SPISELIG TAGHAVE
Hos JJW Arkitekter indtager vi dagligt vores egen medicin, da vi bor på JJW Værkstedet, som vi selv har designet. Værkstedet er udviklet for at skabe de optimale rammer for vores – og vores lejeres – arbejde med fokus på tværfagligt samarbejde, vidensdeling og inspirerende arbejdsprocesser.
Men ligesom alle andre har vi brug for et pauserum – og et af vores foretrukne på Finsensvej er vores taghave c/o JJW Landskab.
ALT GODT TIL MAVEN
Gennem alle årene har skovjordbær og brombær vokset frodigt i vores taghave – og med det nyanlagte bed, der har etableret sig godt hen over sommeren, er mængden af spiselige planter øget betragteligt.
Ambitionen var et 100% procent spiseligt bed – det mål slækkede vi lidt på, da prydværdien i et spiseligt bed er kort.
Derfor kan vi ikke spise vintergækker eller kærmindesøster i foråret og ej heller høstanemoner og løvehale i efteråret.
Til gengæld kan vi spise af – næsten – alle de øvrige planter, blomsterne fra kugleprimula og kodriver, krydderurter som timian, mynte, kinaløg, bronzefennikel og bær fra skovjordbær og amerikanske blåbær.
ET MØDESTED
Taghaven er samtidig vores aktive rum, også i løbet af dagen, hvor både uformelle interne møder og fælles tegnestuemøder så ofte som muligt bliver holdt i de grønne omgivelser. De mange terrassedøre i facaden giver let adgang for alle medarbejdere – det er attraktivt – ikke mindst når man ønsker at give fred til sine kollegaer ved at tage telefonopkaldet udenfor. Samlet set bliver det til mange små gåture med mobiltelefonen i frisk luft og med en lille godbid i form af et par brombær eller skovjordbær på vejen.
Det bidrager alt sammen dagligt til arbejdsglæden!