ENTREPRENØR FUNDET PÅ ET AF LANDETS STØRSTE RENOVERINGSPROJEKTER
Helhedsplanen og renoveringen af Stadionkvarteret i Glostrup er et af landets største renoveringsprojekter.
Enemærke & Petersen er netop tildelt entreprisekontrakten og går nu i gang med 1. etape, der består af ca. 270 boliger.
Glostrup Boligselskab er bygherre, JJW er totalrådgiver med Lemming & Eriksson som underrådgiver.
Stadionkvarteret i Glostrup består samlet set af 1.235 almene boliger opført i 1955 – 1966 efter datidens idealer om en god bolig. JJW Arkitekter har i samarbejde med Lemming & Eriksson rådgivende ingeniører udarbejdet helheds- og renoveringsplan for bebyggelsen.
Renoveringsprojektet omfatter udskiftning af tage og vinduer, ny ventilation i hele bebyggelsen og udvidelser af de eksisterende altaner.
I forbindelse med renoveringsprojektet er boligerne er inddelt i tre overordnede kategorier: 665 moderniseringsboliger får renoveret badeværelser, 104 boliger bliver lagt sammen og får nyt køkken samt bad, mens 372 tilgængelighedsboliger ombygges med nye køkkener og bad, ligesom der etableres elevatorer i de tilhørende opgange.
Alle boligerne indrettes med fokus på tilgængelighed, samt at få udviklet attraktive boliger for unge, ældre og børnefamilier med mere.
ET ANDERLEDES UDBUD
Ole Hornbek, indehaver og leder af BY og BOLIG hos JJW Arkitekter forklarer udbudsprocessen:
”For at opnå det bedste resultat i forhold til tid, økonomi og arkitektonisk kvalitet har vi sammen med Glostrup Boligselskab afholdt dialogmøder med interesserede entreprenører forud for entrepriseudbuddet. På møderne har vi diskuteret en ny udbudsform, der fører til et tættere samarbejde mellem rådgivere, boligselskab og entreprenører.
Sammen med Glostrup Boligselskab har vi udviklet et forløb, hvor etaperne løbende kvalificeres i en proces, hvor man ved de enkelte etapers overgange fastlægger betingelserne for de efterfølgende. Det sker på baggrund af en række optimeringsrunder, hvis formål er at skabe øget værdi i projektet for bygherre og entreprenør, samtidig med at den overordnede kvalitet af det endelige resultat optimeres.
Grundtanken i optimeringsrunderne er, at alle implicerede parter bringer deres kompetencer i spil for løbende at optimere projektet. Optimerings- runderne trækker på erfaringer fra de forudgående etaper og tilpasninger for at gøre det mere bygbart og mere økonomisk fordelagtigt, udvikle alternative bygge- og montagemetoder og eventuelle ændringer af byggetakten. Vi ser frem til samarbejdet med Enemærke & Petersen samt Lemming & Eriksson”, afslutter Ole Hornbek.