INDVIELSE AF HOLMEGÅRDSSKOLEN

INDVIELSE AF HOLMEGÅRDSSKOLEN
Der var fest på Holmegårdsskolen i Hvidovre fredag den 2. september. Her blev det fejret, at omdannelsen af den flotte gamle skole fra 1940 nu er færdig, og at børn og lærere har taget de nye bygninger og læringsmiljøer i brug.

Indvielsen blev markeret med taler af Hvidovre Kommunes borgmester Anders Wolf Andresen og skolens leder Stine Lindgren. Katja Viltoft repræsenterede JJW Arkitekter, der som totalrådgiver har arbejdet med udviklingen af Holmegårdsskolen siden 2018:

 

At bygge skoler er noget af det mest værdifulde man kan være med til. Vi er alle formet af den skole, vi har gået på. Og jeg håber, at de mange nye rum og steder til leg og læring, dannelse og fællesskab vil styrke trivsel og læring, for både store og små på Holmegårdsskolen.

 

Efter talerne viste begejstrede og stolte elever de fremmødte rundt på deres nye skole, hvor der både er steder for de mindste, de mellemste og de største.

 

“One size does not fit all”! Det er vigtigt at læringsmiljøet er differentieret og tilpasset de forskellige aldre. I indskolingen er skalaen og elementerne i øjenhøjde med de mindste børn, der lige er ankommet fra børnehaven, og gennem lege og bevægelse skal lære, hvad det vil sige at gå i skole. I mellemtrinnet er man på vej, fra barn til ung, og I udskolingen er det de unges verden – med plads til grupper, fællesskab og forskellighed.

 

Omdannelsen af den flotte gamle skole fra 1940 omfatter opførelse af to nye bygninger til indskoling og udskoling, samt ombygning af den eksisterende hovedbygning. Med projektet bliver kapaciteten på Holmegårdsskolen udvidet og læringsmiljøet tilpasset til at understøtte en moderne folkeskole med fleksible læringsrum og tæt forbindelse til lokalområdet.

Hvidovre Kommune er bygherre på projektet, der er udført med JJW ARKITEKTER som totalrådgiver, EKJ Rådgivende Ingeniører som rådgiver på ingeniørydelserne og Einar Kornerup som hovedentreprenør.

12/09/22

Henter Billede