Nina Kovsted er JJW’s nye tegnestuechef

1. januar bliver Nina Kovsted ny tegnestuechef hos JJW Arkitekter. Hun kommer fra en stilling som Ejendomschef i Hvidovre Kommune og bliver tegnestuens daglige leder, en opgave hun skal varetage i tæt samarbejde med tegnestuens partnere. Nina Kovsted får det overordnede ansvar for den administrative ledelse af tegnestuen, der beskæftiger over 80 medarbejdere organiseret i tre afdelinger By & Bolig, Læring & Kultur samt Erhverv & Sundhed.

PLANLAGT ORGANISATIONSÆNDRING
Ansættelsen af Nina Kovsted er seneste del af en planlagt organisationsændring, JJW Arkitekter har gennemført de seneste år for at fremtidssikre virksomheden. Første fase var udnævnelse af Katja Viltoft, Ole Hornbek og Lars B. Lindeberg som partnere. Anden fase er, at Anders Holst Jensen, der er en af tegnestuens tre grundlæggere, fratræder sin stilling som administrerende direktør for at fokusere sin indsats omkring strategi og forretningsudvikling. Nina Kovsted overtager hans ledelsesmæssige og administrative opgaver.

Samtidig takker tegnestuen stiftende partner, Kaj Wohlfeldt, og associeret partner Jan Knudsen, for den engagerede og store indsats de hidtil har ydet. Fra nytår forsætter de begge som fast tilknyttede konsulenter.

Katja Viltoft, partner og leder af Erhverv & Sundhed hos JJW Arkitekter, ser frem til samarbejdet med Nina Kovsted.

Nina har bred erfaring, både fra rådgiversiden og det offentlige, hvor hun har arbejdet strategisk med ledelses- og udviklingsopgaver. I rekrutteringsprocessen er vi bevidst gået efter en arkitekt som vores nye tegnestuechef, da vores branche kræver en særlig kombination af forståelse for arkitektur og evnen til at navigere indenfor de økonomiske og administrative rammer, vi arbejder under. At Nina derudover er certificeret DGNB-konsulent passer kun godt ind i forhold til vores DNA, da bæredygtighed er et af vores fokus- og udviklingsområder. Jeg er sikker på, at vi med Nina Kovsted har ansat den rette tegnestuechef, og vi glæder os til, at hun starter

 

ARKITEKT MED INTERESSE FOR ØKONOMI OG LEDELSE
Nina Kovsted er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2002. Inden hun blev Ejendomschef i Hvidovre Kommune, var hun i en årrække projektleder i Freja Ejendomme og har derudover arbejdet på rådgiversiden hos Holgaard Arkitekter og i AI Gruppen. Hun er efteruddannet i ledelse og certificeret DGNB-konsulent:

JJW Arkitekter er en snart 30-årig veldrevet tegnestue, og det er således både med stolthed og ydmyghed, at jeg sætter mig i stolen som tegnestuechef. JJW’s strategi omkring bæredygtighed, er i mine øjne både ambitiøs og fremsynet, og det er derfor et arbejde jeg i den grad glæder mig til at understøtte og deltage i. Det er min grundholdning, at trivsel på en arbejdsplads giver gode resultater og at gode resultater giver trivsel. Jeg ser derfor tegnestuens arbejde med de 3 bundlinjer – faglig kvalitet, arbejdsglæde og økonomisk konsolidering – som et oplagt og solidt udgangspunkt for at udvikle virksomheden. Jeg glæder mig meget til, i samarbejde med både ledelsen og medarbejderne, at fortsætte det gode arbejde

Fra januar 2016 består den samlede ledelse hos JJW Arkitekter af Katja Viltoft, Ole Hornbek, Lars B. Lindeberg, Anders Holst Jensen og Nina Kovsted.

 

 

 

17/12/15

Henter Billede