Ny daginstitution på vej
NY DGNB GULD-CERTIFICERET DAGINSTITUTION PÅ VEJ
En ny daginstitution med plads til kreativ leg og motorik og bevægelse er på vej i Brøndby. Børnehuset bliver opført i den nye Kirkebjerg bydel i Brøndby og er én af flere profilinstitutioner, som Brøndby Kommune i øjeblikket opfører. Børnehuset Kirkebjerg får plads til 180 børn, og ambitionen er at det skal DGNB Guld certificeres.
JJW Arkitekter har, som bygherrerådgiver for Brøndby Kommune, udformet projektet og bistået kommunen med afholdelse af totalentrepriseudbud. Efter prækvalifikation med deltagelse af fem totalentreprisehold har et team bestående af Jönsson, Dall & Lindhardtsen Arkitekter, Aksel V. Jensen Rådgivende Ingeniører og UrbanLab Nordic Landskabsarkitekter nu fået tildelt opgaven med at opføre den 2.000 m2 store daginstitution for Brøndby Kommune.
Temaet for Børnehuset Kirkebjerg er ’Idræt, bevægelse og kulturelle udtryksformer ’, og institutionen rummer mange spændende løsninger, der understøtter bevægelse og fællesskab på tværs af børnegrupper. F.eks. inkluderer faciliteterne en lille tagterrasse på 1.sal, gangarealer, der motiverer til motorik og bevægelse, mens trygge grupperum åbner mod et fælles torv. I værkstedsrummet kan børnene udfolde deres kreativitet. Det er også muligt at klatre i net mellem etagerne, udforske klatrereolen, eller mødes i bygningens fælles multisal.
Arkitektonisk leger byggeriet med grænsen mellem inde og ude – mens uderummet byder på varieret legeplads, bygget til bevægelse og udvikling af børnenes kropforståelse.
Bygningens facader spiller en vigtig rolle i bygningens arkitektur, der er kendetegnet af store glaspartier, der lukker dagslyset ind. Mens facaden mod gaden er muret, vil facaden mod legepladsen være af træ og have et mere transparent og åbent udtryk. Den murede facade mod gaden vil således danne modspil til et blødere indre med træfacader og store glaspartier, der arkitektonisk åbner bygningen mod legepladsen og skaber god forbindelse mellem ude og inde. Bygningen opføres i røde genbrugstegl.
Vi glæder os til at se Jönsson og de øvrige rådgivere føre planerne for Børnehuset Kirkebjerg ud i livet i den kommende tid, hvor JJW Arkitekter fortsætter med at følge projektet som bygherrerådgiver for Brøndby Kommune.