REJSEGILDE I UNIVERSITETSPARKEN
REJSEGILDE I UNIVERSITETSPARKEN – OMBYG OG NYBYG AF ALMENE UNGDOMSBOLIGER
Den 11.maj 2022 var der rejsegilde i studie-bydelen Trekroner, hvor 81 nye almene studieboliger er ved at blive bygget.
Boligerne ligger et stenkast fra RUC, direkte overfor hovedindgangen, og er udført efter den frivillige bæredygtighedsklasse, med fokus på at optimere bæredygtigheden på alle niveauer.
Således er der arbejdet ud fra et cirkulært økonomisk perspektiv, hvor målet har været at genanvende så meget som muligt fra den eksisterende bygning.
I den nye fløj har fokus ligget på at vælge materialer ud fra et totaløkonomisk perspektiv, med en så lav miljøbelastning som muligt. Herudover er der arbejdet med den sociale bæredygtighed med boliger af høj kvalitet, hvor trivsel og velvære er hjørnesten – samt ude- og fælles arealer med fokus på fællesskaber og tryghed.
Under rejsegildet var der taler fra Roskilde Kommunes borgmester Thomas Breddam, som i sin tale roste byggeriet og udsigten til at endnu flere gode studieboliger kommer til Roskilde. Traditionen tro var der efterfølgende pølser og brød til de fremmødte.
Der opføres tre nye blokke med 46 studieboliger og en eksisterende kontorbygning omdannes til 35 studieboliger. De nye studieboliger opføres af Boligselskabet Sjælland, og JJW Arkitekter, Sinuz og ABC Rådgivende Ingeniører har samarbejdet om projektet.
JJW Arkitekter har været med i udviklingen af projektet fra lokalplansniveau, med ansvar for skitse og inddragelse af interessenter, samt kommunikation med involverede myndigheder. JJW har udformet byggeprogram, dispositionsforslag og projektforslag, og ydet bygherre bistand i forbindelse med udbud af projektet i totalentreprise. Under færdigprojektering, udførelse og opfølgning er JJW fortsat som arkitekt- og landskabsarkitektrådgiver.
De nye boliger opføres af forskellige typer af 1- og 2-rums boliger fra 34 m2 til 50 m2. Indendørs fællesområder og vaskeri er placeret i den eksisterende bygning. Beboernes fælles grønne oaser i gårdrummene mellem bygningerne er åbne og inviterende for folk udefra, og der etableres tagterrasser – kun for beboere – på alle nye bygninger.