Universelt design og gode boliger
UNIVERSELT DESIGN OG GODE BOLIGER
I Ebberød danner et nyopført botilbud en hjemlig ramme om 45 hjem. Hjem, der er præget af dagslys, kig til naturen og enkelhed i organiseringen. Alt sammen pakket ind i taktile rammer, der er tænkt ud fra genkendelighed og venlige overflader for øje og hånd – gode boliger.
De 45 boliger, der er opført i første etape, er hjem for borgere med udviklingshæmning og fysiske funktionsnedsættelser, og der har i projektet derfor fra start været stor fokus på udvikling af universelt design, hvor beboernes forskellige specialbehov er imødekommet, ligesom der er arbejdet indgående med at skabe gode arbejdsforhold for de ansatte.
UNIVERSELT DESIGN
Rumsans, der er en vidensportal for universelt design, har set nærmere på Botilbud Ebberød, og fremhæver bl.a. projektet for at være en omsorgsfuld ramme og hjem for en sårbar gruppe mennesker, hvor tryghed, luft og lys er prioriteret, og hvor udformningen bidrager til fællesskab og oplevelse.
Fællesfaciliteter såvel inde såvel som ude er prioriteret, fordi beboere tidligere har været vant til at være sammen med andre, og fordi man ønsker at understøtte det sociale liv. I hele byggeriet er der indarbejdet detaljer og materialer, som bidrager til at skabe en oplevelse.
BRUGEREN I CENTRUM
Rumsans bemærker videre, hvordan et fokus på brugerne gennem hele processen har medført, at store som små tiltag i projektet er gjort med brugeren og den gode oplevelse som omdrejningspunkt.
Botilbud Ebberød bidrager til at sætte en ny standard for boliger til mennesker med multiple handicaps – ja, institutionsbyggeri generelt.
De 45 boliger udgør første ud af tre etaper for det nye Botilbud Ebberød. Etape II og III er under udførelse. Samlet opføres 111 boliger med tilhørende fællesarealer.
Projektet er udført med JJW Arkitekter som totalrådgiver i samarbejde med Force 4, Balslev, Tyréns og HHM.
Se hele artiklen om Botilbud Ebberød og læs mere om universelt design hos Rumsans.